Adgangskontrol til Bedrock-vidensbase som MCP-værktøj

Når en AI-agent slår op i virksomhedens vidensbase, skal den kun

Når en AI-agent slår op i virksomhedens vidensbase, skal den kun finde det, den bruger, der spørger, selv må se. Det lyder oplagt, men det holder kun, hvis adgangskontrollen er bygget ind i selve værktøjskaldet og ikke overladt til agentens gode opførsel. Med Amazon Bedrock Managed Knowledge Base udstillet som MCP-værktøj via AgentCore Gateway kan du lægge tre uafhængige lag oven på hinanden, så ét svigt ikke åbner hele dokumentbasen.

Når en vidensbase bliver et værktøj, forsvinder brugerens rettigheder let

I et almindeligt program kender backend'en brugeren. Sessionen siger, hvem der er logget ind, og dataadgangen følger derefter. Det ændrer sig, når en agent står imellem. Agenten kalder værktøjet på brugerens vegne, men kaldet kommer fra agentens runtime og bærer som udgangspunkt agentens rettigheder, ikke brugerens.

Hvis agenten har læseadgang til hele vidensbasen, kan den i princippet returnere et følsomt dokument til en medarbejder, der aldrig skulle have set det. Det kræver ikke et avanceret angreb. Et uheldigt spørgsmål kan række.

Løsningen er ikke at bede modellen om at opføre sig pænt. En sprogmodel er ikke et sikkerhedslag. Adgangsbeslutningen skal tages et sted, hvor modellen ikke kan påvirke den, og helst flere steder på én gang.

Lag 1: Interceptoren tilføjer verificeret identitet

Det første lag er en request interceptor i gatewayen. Den ser værktøjskaldet, før det når vidensbasen, og tilføjer det, kaldet mangler: brugerens verificerede identitet.

Princippet er, at identiteten kommer fra et verificeret token og aldrig fra noget, agenten selv skriver ind i kaldet. Det er den grænse, jeg vil se i enhver agentopsætning. Modellen må gerne formulere søgningen frit. Hvem den søger på vegne af, må den ikke selv bestemme.

Et eksempel på, hvad identiteten kan bruges til: at begrænse søgningen til de dokumenter, brugerens rolle giver adgang til. Præcis hvordan det udmøntes, afhænger af, hvordan jeres dokumenter er organiseret.

Lag 2: Policy validerer identiteten uafhængigt

En interceptor er kode, og kode kan have fejl. Derfor er det andet lag Policy i AgentCore, som validerer identiteten uafhængigt af interceptoren. Den stoler ikke på, at første lag gjorde sit arbejde. Den tjekker det selv.

Forskellen er afgørende. Interceptoren forsøger at gøre det rigtige. Policyen kontrollerer, at det rigtige faktisk er sket. Hvis en fejl eller en ændret konfiguration betyder, at identiteten mangler, skal kaldet afvises og ikke slippe igennem.

Det er også et auditpunkt. Et afvist kald efterlader et spor, og det er den slags spor, jeg vil kunne vise frem, hvis nogen spørger, hvad agenten har rørt.

Lag 3: Ressourcebaseret politik lukker bagdøren

De to første lag beskytter vejen gennem gatewayen. Men en vidensbase kan have en direkte adgangsvej, og hvis andre kan kalde den direkte, er gatewayen blot en dør, man kan gå udenom.

Det tredje lag er derfor en ressourcebaseret politik på selve vidensbasen, som begrænser direkte adgang. Min læsning er, at den gør gatewayen til den vej, kald skal tage, så de to første lag faktisk betyder noget.

Det er her, jeg forventer, at mange opsætninger er svage. Man bygger omhyggelig kontrol i gatewayen og lader derefter selve vidensbasen stå åben for andre veje ind.

Lag 3 gør gatewayen til den eneste lovlige indgang, så lag 1 og 2 faktisk betyder noget.

Hvorfor uafhængige lag slår ét stærkt lag

De tre lag svarer på hvert sit spørgsmål. Interceptoren spørger, hvem brugeren er. Policyen spørger, om kaldet faktisk bærer en gyldig identitet. Den ressourcebaserede politik spørger, om kaldet kommer ad den rette vej.

Det vigtige er uafhængigheden. Hvis alle tre kontroller læner sig op ad den samme komponent eller den samme antagelse, svigter de samtidig. Med separate lag skal flere uafhængige ting gå galt på én gang, før en bruger ser noget, vedkommende ikke må.

Det er en direkte anvendelse af en holdning, jeg vender tilbage til hele tiden: agenten er ikke det svære. Grænsen er det.

Sådan tester du, før agenten kommer i drift

En adgangskontrol, der ikke er testet med forkerte kald, er en antagelse. Test hvert lag for sig, og test dem derefter sammen.

- Kald gatewayen uden gyldig identitet, og bekræft, at kaldet afvises. - Log ind som to brugere med forskellige rettigheder, stil det samme spørgsmål, og sammenlign de dokumenter, der kommer tilbage. - Prøv at få modellen til at medsende en bredere afgrænsning end brugerens, og tjek, at den ikke får effekt. - Kald vidensbasen direkte uden om gatewayen, og bekræft, at den ressourcebaserede politik afviser kaldet.

Gem testene som en fast del af udrulningen, så de kører ved hver ændring af gateway, policy eller vidensbase. Adgangskontrol forfalder stille, når nogen ændrer en rolle, og en regressionstest er den billigste måde at opdage det på.

Gem testene som en fast del af udrulningsprocessen, så de kører ved

Gem testene som en fast del af udrulningsprocessen, så de kører ved hver ændring af gateway, policy eller vidensbase, for eksempel som automatiseret evaluering i pipelinen. Adgangskontrol forfalder stille, når nogen ændrer en rolle eller tilføjer en ny dokumentkategori, og en regressionstest er den billigste måde at opdage det på.

En agent, der kan søge i hele virksomhedens viden, er kun nyttig, hvis ingen skal frygte, hvad den finder frem. Tre lag gør den til et værktøj, som en CTO kan stå inde for.

01 / 01

Et øjeblik…

Henter spørgsmål…

1 / 4

Vælg ydelse

Henter ydelser…