Six Robotics: RTS-algoritmer styrer

Realtidsstrategispil er bygget til at løse præcis det problem, som en dronesværm står med: hvordan man styrer mange selvstændige enheder samtidig uden at operatøren skal mikrostyre hver eneste af dem. I et RTS-spil sender spilleren en gruppe enheder mod et mål, og spillets pathfinding og gruppelogik finder ud af, hvordan hver enkelt enhed bevæger sig derhen uden at støde ind i hinanden eller forsinke resten af gruppen.

Det er den samme logik, Six Robotics har overført til fysiske droner, og det er logikken, jeg selv bygger efter, når jeg sætter agenter i produktion. I stedet for individuel fjernstyring bliver sværmen behandlet som én samlet enhed med et fælles mål, og de enkelte droner forhandler internt om rollefordeling, ruter og timing. Det er et konkret eksempel på agentarkitektur i praksis. Princippet, hvor flere autonome enheder koordinerer sig selv omkring et fælles mål, er gået fra forskningslabber til reelt udstyr, der kan sættes i drift. Det kræver, at hver drone kan træffe egne beslutninger inden for rammerne af den overordnede opgave, hvilket er selve kernen i moderne agentarkitektur.

Den tekniske pointe er, at der ikke findes én central computer, der beregner hver drones position i realtid. I stedet kører koordinationen distribueret, ligesom enhederne i et RTS-spil kommunikerer lokalt med hinanden om, hvem der dækker hvilket område. Hver drone har adgang til den samme overordnede opgave og reagerer på, hvad de andre droner i sværmen gør.

Det gør systemet langt mere modstandsdygtigt end traditionel individuel fjernstyring, og det er præcis den modstandsdygtighed, jeg selv designer efter, når jeg bygger boundaries for agenter, der skal køre uden opsyn. Falder en enkelt drone ud af netværket, eller mister den forbindelsen midlertidigt, behøver resten af sværmen ikke vente på nye kommandoer fra en operatør. De omfordeler simpelthen opgaverne sig imellem. Det er den samme fejltolerance, jeg kender fra distribuerede systemer generelt, bare anvendt på fysiske enheder, der bevæger sig i tredimensionelt rum.

Det mest markante ved Six Robotics' løsning er, at operatørbelastningen falder markant. Hvor man tidligere skulle bruge en operatør per drone, eller i det mindste en tæt overvåget gruppe af droner, kan én person nu give sværmen en overordnet opgave og lade agentarkitekturen tage sig af resten.

Det er en udvikling, jeg ser gå igen på tværs af AI-projekter i mange brancher lige nu: opgaven flytter sig fra at instruere hvert enkelt trin til at definere målet og lade et system af samarbejdende agenter finde vejen derhen. Jeg har som konsulent set den samme bevægelse hos virksomheder, der går fra enkeltstående automatisering til egentlige agentbaserede arbejdsgange, hvor flere AI-komponenter koordinerer opgaver indbyrdes i stedet for at blive styret trin for trin af et menneske. Hos Agent Enterprise, hvor jeg bygger og driver agentopsætningen, er det den samme forskydning: færre trin, jeg selv skal styre, flere beslutninger, systemet selv skal kunne stå inde for.

For operatøren betyder det færre beslutninger per sekund, men til gengæld højere krav til, hvor godt systemet selv kan vurdere situationen. Det er en klassisk afvejning i autonome systemer, jeg selv støder på hver eneste uge: jo mere autonomi man giver enhederne, jo mere afhænger resultatet af, hvor godt den underliggende beslutningslogik er designet.

Den teknologi, Six Robotics demonstrerer, rækker langt ud over droner. Princippet om, at flere autonome enheder kan dele et fælles mål og selv forhandle opgavefordelingen, er relevant for alt fra lagerrobotter og inspektionsudstyr til mere komplekse forsvarsapplikationer, hvor sværme af ubemandede enheder skal operere sammen uden konstant menneskelig indblanding.

Det interessante for mig er, at arkitekturen skal bevise sig under pres i den virkelige verden, hvor forbindelser dropper og forhold ændrer sig undervejs, ikke kun i en kontrolleret testopstilling. Det er samme test, jeg selv lægger mine egne agenter igennem, før jeg stoler på dem uden opsyn. Six Robotics' dronesværm er derfor et håndgribeligt bevis på, at arkitekturen kan fungere stabilt under pres, når den flytter fra software til fysisk hardware, der skal navigere i den virkelige verden.