Konkurrencestyrelsen stopper Visma Dineros

Dinero, som ejes af Visma, har lanceret en AI-drevet assistent, der er integreret i regnskabsplatformen og svarer på kundernes spørgsmål om bogføring, moms og drift i realtid. Tanken er at gøre platformen mere selvhjulpen for de mange danske enkeltmandsvirksomheder og mindre selskaber, der bruger Dinero som deres primære regnskabsværktøj. En AI-assistent, der besvarer konkrete regnskabsspørgsmål med det samme, er i sig selv en naturlig udvikling for et regnskabssystem. Men netop fordi assistenten optræder som en del af selve platformen, og fordi svarene kan ligne officiel rådgivning fra Dinero selv, er det blevet et sted, hvor detaljer om formulering og ansvar pludselig får stor betydning.

Det var et LinkedIn-opslag fra Martin Thorborg, der satte gang i sagen. Thorborg, som er en af Danmarks mest profilerede iværksættere og selv aktiv i regnskabs- og softwarebranchen, delte konkrete eksempler på svar fra Dineros AI-assistent, som han mente var misvisende. Han kaldte dele af assistentens output »direkte forkert og lidt tarveligt« og pegede på, at en AI, der fremstår som en del af et etableret regnskabssystem, bærer et større ansvar for at være præcis end en almindelig chatbot. Opslaget spredte sig hurtigt i danske erhvervs- og techmiljøer, og det var netop den opmærksomhed, der fik Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til at kigge nærmere på sagen, ifølge ing.dk.

Efter opslagets udbredelse indledte Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen en undersøgelse af, om Dineros AI-assistent lever op til reglerne for vejledning og markedsføring over for erhvervsdrivende. Ifølge ing.dk handler styrelsens interesse især om, hvorvidt assistentens svar kan betragtes som en form for rådgivning, der stiller krav til korrekthed og gennemsigtighed, og om Visma Dinero har informeret brugerne tydeligt nok om AI-assistentens begrænsninger.

Det er et mønster, jeg har set gå igen i flere AI-projekter: et produkt, der teknisk set fungerer godt det meste af tiden, men hvor de sjældne fejl har stor betydning, fordi de optræder i en kontekst, brugeren stoler blindt på. Det er netop i overgangen fra teknisk funktion til reel drift, at den slags problemer viser sig, ikke i test- eller demofasen.

Sagen mod Dinero er interessant, fordi den ikke handler om AI-teknologien i sig selv, men om hvordan man rammer den ind. En AI-assistent, der er tydeligt markeret som et hjælpeværktøj med begrænsninger, står i en anden juridisk kategori end en assistent, der fremstår som en integreret del af en autoritativ platform. For virksomheder, der overvejer at bygge lignende AI-funktioner ind i deres egne systemer, uanset om det er regnskab, jura, HR eller anden rådgivningstung branche, er pointen konkret: ansvarsfordelingen og formuleringen af, hvad AI-assistenten faktisk kan og ikke kan, skal være på plads, før produktet lanceres, ikke efter.

Vi har set, hvordan tydelig kommunikation om en AI-assistents begrænsninger, kombineret med reel menneskelig kontrol af de svar, der har størst betydning for kunden, gør forskellen mellem et produkt, der styrker tilliden til en platform, og et produkt, der ender som en sag hos en tilsynsmyndighed. Dinero-sagen bliver næppe den sidste af sin slags i Danmark, i takt med at flere etablerede softwareplatforme integrerer AI direkte i deres kernefunktioner.